Efter megen forvirring og eksperimenteren er jeg langt om længe kommet frem til, at jeg har en flydende kønsidentitet - det der på engelsk kaldes 'genderfluid'. På LGBT Danmarks hjemmeside, lgbt.dk, ligger der en LGBT Ordbog, og om flydende kønsidentitet står det:
'Flydende kønsidentitet: Oplevelse af, at ens kønsidentitet kan variere. Kønnet opfattes af disse personer ikke som en konstant, men som noget, der kan skifte gennem livet, så de f.eks. nogle gange oplever og identi- ficerer sig mere maskulint og andre gange mere feminint. Kommer af det eng. udtryk ”genderfluid”,' (s.25 ll. 14-18) Dvs. at hvilket køn jeg føler mig som ændrer sig og i praksis er min håndteringsmetode, at jeg har to garderober. Den ene indeholder højhælede sko, crop tops, sommerkjoler, festkjoler, nylonstrømper, mønstrede strømpebukser og smykker til enhver lejlighed. Den anden garderobe er noget sværere at fylde op, for herretøj, der både har min kvindestørrelse OG undlader at fremhæve hofter, talje, lår, osv., er ikke noget, der er i enhver tøjbutik. At spørge ekspedienten om hjælp kræver desuden enten reelle men forvirrende forklaringer eller kreative søforklaringer, og som det introverte, socialt akavede menneske jeg er, er dette en situation, jeg helst undgår. Derfor fyldes denne garderobe indtil videre kun ud af 1 jakkesæt, 3 langærmede herretrøjer, 1 par bukser, 1 tanktop, nogle få herreskjorter, 2 par skatersko og forhåbentligt snart 1 binder. (Det er noget juks med de binders jeg selv laver, men ordentlige binders er freaky dyre... og fragten vil jeg slet ikke tale om...). Det er forskelligt fra person til person med flydende kønsidentitet, hvor tit det veksler mellem køn som f.eks. hunkøn, hankøn, dobbeltkøn og akøn (se LGBT Ordbogen). For nogen skifter det nærmest dagligt, mens det for andre optræder som længere faser. Jeg har svært ved rigtig at se mit mønster. Før jeg fandt ud af at genderfluid var en ting, har jeg flere gange været ved at smide hele den ene af mine garderober ud. Hvis jeg var i en hankønsperiode, repræsenterede hunkønsgarderoben alt det jeg burde være, men som jeg tydeligt kunne mærke, at jeg ikke var. Når jeg befandt mig i en hunkønsperiode, var hankønsgarderoben fuldstændig overflødig og repræsenterede en fase i min personlige udvikling, som måtte være overstået, eftersom jeg ikke længere kunne identificere mig med den. Det var den rene åbenbaring, da jeg endelig fandt frem til, at min kønsidentitet skifter frem og tilbage, og at det var okay, ikke altid at passe ind i kasserne "pige" og "dreng".
0 Comments
Leave a Reply. |
alex pallesenKreativ drømmer ude af stand til at færdiggøre nogen projekter. Archives
January 2018
Categories |