I fredags var jeg i byen i Esbjerg med nogle folk fra min gamle efterskole. Det var den første bytur, hvor alt mit tøj var hevet ud af min drenge-garderobe, og det resulterede i en håndfuld gange, hvor fremmede folk følte, at de var nødt til at finde ud af mit køn. Det har jeg det meget blandet med, for på sin vis vil jeg gerne lære folk om kønsidentitet og den binære kønsopfattelse, men samtidig skal der ikke meget til at gøre situationen utrolig ubehagelig for mig - og det kan vist ikke påstås at fulde folk i byen har tendens til at være hverken tolerante eller klar til at rykke på deres verdensbillede.
Hvorom alting er, så må det siges, at man kan udtrykke ens forvirring på en mere eller mindre pæn måde. Jeg har tre små historier fra den nat som jeg gerne vil fortælle. 1) Første hændelse gjorde mig utryg. Efter at have danset mig varm som en ovn og svedig som en spegepølse gik jeg udenfor alene for at genvinde en mere behagelig kropstemperatur. Her satte jeg mig op på rækværket rundt om skøjtebanen, der fyldte det meste af torvet og lod mine berusede tanker vandre hvorhen de ville. Ud af øjenkrogen spottede jeg en gruppe drenge, og jeg må underbevidst have opfanget et eller andet, for jeg havde pludselig instinktivt al fokus rettet mod dem. Selvom der var masser af plads, var deres kurs rettet tæt forbi mig, så jeg gjorde hvad jeg kunne for ikke at se på dem. Jeg lod mig glide så langt ned fra rækværket at jeg støttede på mine fødder, for det tilfælde at de skubbede til mig, så jeg ville ryge baglæns ned på isen bag mig. Da de var næsten henne ved mig, råbte en af dem: "Hey - dreng eller pige?". Ikke nysgerrigt som nogle pigerne på et toilet tidligere havde spurgt, men bryskt og truende, som om jeg udøvede en ulovlig indtrængning fra mit rækværk. Jeg så ikke op på dem og svarede dem ikke. De gentog spørgsmålet da de var lige ud for mig. Jeg svarede stadig ikke. Hvad skulle jeg svare? De var tydeligvis ikke klar på at høre det svar jeg havde, og noget sagde mig, at det ikke var en ønskværdig situation at tage diskussionen op med dem. Jeg lagde bare vægten på det forreste af mine fødder så jeg om nødvendigt, var klar til at løbe. Da de passerede mig var mit blik rettet mod deres fødder, og jeg så hvordan et af par brune sko vendte sig om, så deres ejer fortsat kunne se mig, mens de gik videre. Han og en af de andre blev ved at forlange et svar, mens de gik. Jeg så op, fik øjenkontakt og forblev tavs. Til sidst gav de op. Jeg var lettet, skræmt og havde fået stof til eftertanke. 2) Anden hændelse fandt sted på den tredje bar vi var på og var en helt uventet dejlig oplevelse af at have en fellow genderfucker. Det var et kærestepar, der var i byen - den ene lod til at passe i kassen som pige, og den anden var lidt sværere at placere. Jeg fangede at pronominerne var han/ham/hans, og at han havde et drengenavn. Hans sko, bukser, jakke, hår, udstråling og kropsholdning var maskulin, men han havde store bryster som han ikke forsøgte at skjule. Under hans jakke havde han en sort, tætsiddende og nedringet stropbluse på, der viste masser af kavalergang, og alligevel formåede han at have et meget maskulint kønsudtryk. Det var rart at blive mindet om, at jeg ikke er den eneste. Selvom både min kæreste og mange af mine venner giver mig den essentiel opbakning der giver mig modet til at stræbe efter at være den ægte udgave af migselv, så giver den blotte tilstedeværelse af en fellow genderfucker en "du er okay!"-følelse på et helt andet plan. 3) Den tredje hændelse fandt jeg underholdende, og den skete på den anden bar vi var på. Min blære måtte tømmes, og da jeg trådte ud på toilettet, blev tre veninders næsebudren afbrudt af en min tilstedeværelse, der tilsyneladende startede en tankevirksomhed af en voldsom kaliber. De spurgte egentlig meget pænt, om jeg var en dreng eller en pige, og jeg spurgte til gengæld, om det var mit biologiske køn eller til min kønsidentitet, vi talte om. Begge dele, lød svaret. Okay, simpelt nok - jeg var født hunkøn, og min kønsidentitet ligger et sted mellem dreng og pige. "Så... hvis du skal vælge mellem dreng og pige?" "Hvorfor skal jeg vælge?" "Okay... hvad har du... du ved... dernede? Har du... en...?" *mærkelige spørge armbevægelser under bæltestedet* "Min fjammi har det fint, tak." sagde jeg - ganske underholdt over deres forvirring. "Men du føler dig som en dreng." "Nej. Jeg føler mig et sted mellem dreng og pige." "...Men er du til drenge eller piger?" "Jeg er til piger. Og min blære er døende, så jeg må byder jer farvel." Mens jeg sad i min lille bås, kom deres sidste veninde ud fra toilettet i den anden ende, og før de gik, opfangede jeg starten af deres forklaring om hvordan de lige havde mødt én, der var en pige men følte sig som en dreng... Men de var nu i grunden meget søde, og det lod til, at de rent faktisk prøvede at forstå.
0 Comments
Leave a Reply. |
alex pallesenKreativ drømmer ude af stand til at færdiggøre nogen projekter. Archives
January 2018
Categories |